Så er vi hjemme igen efter en vild
tur til SAPA. Vi havde virkelig god tur, trods vejret ikke var med os. Vi
startede dagen i SAPA med en noget udfordrende vandretur i bjergene. Det havde
desværre regnet hele fredagen inden vi kom, hvilket betød at bjergene var
blevet meget (med streg under meget) mudret og virkelig glatte. Og jeg skal da
love for at vi alle blev sat på noget af en prøve! Især Louise og jeg havde af
og til lidt svært ved overhovedet at stå fast med vores kondisko, så vi følte
os ofte som Bambi på glatis; det må
havde været et virkelig kønt syn ;-) Heldigvis havde vi under hele turen en masse lokale damer som fulgte
efter os hele vejen til toppen af bjerget til deres landsby. Og jeg skal love
dig for at disse damer var guld værd! Hver gang man var ved at glide eller
lignede en der havde brug for hjælp til at komme over den næste store sten, så
var de der! Og de tog fat skal jeg love for. Utroligt at de små damer (halv
størrelse af os) kunne få os store mennesker igennem de stejle, mudret og virkelig
glatte bjerge. Uden dem havde det taget flere timer at komme igennem. Det betød
selvfølgelig også at de forventede at vi købte noget af dem da vi kom frem til
deres landsby, så vi købte alle nogle små hjemmehæklede punge. Vi havde valgt
at overnatte i homestay (hjemme hos en lokal familie i bjergene) – vi var inden
turen noget skeptiske for dette, men vi overtalte hinanden til at gøre det,
netop for at komme ud af vores comfortzone! Og det gjorde vi i den grad under
hele SAPA turen. Men homestayet var virkelig godt og familien søde. De lavede
det lækreste vietnamesiske aftensmad til os, mmmh. Huset var et stort hus,
bygget af træ uden isolering, med plads til 12 personer. Sengene var hårde,
dynerne så tunge som sten, men dog varme
– så en udmærket nattesøvn i 17 grader det fik vi da, med alt vores overtøj med
OG med voldsom torden i løbet af natten – lige der drømmer man sig virkelig
hjem til en varm seng i trygge omgivelser L
Næste morgen skulle vi af sted igen på vandretur i bjergene, dog denne gange
uden de søde damer (åh fuck). Om natten havde det selvfølgelig regnet mere, så
at skulle vandre op ad et stejlt bjerg, mudret og vådt var virkelig noget af en
oplevelse. Jeg må indrømme at jeg var noget bange da mine sko gled og det
eneste jeg kunne se var en stejl skrænt lige ved siden af mig, puha. Her
pumpede adrealinen voldsomt i de godt to timer vi vandrede. Men helskindet
igennem, ja det kom vi da, alle sammen - og vi var fucking stolte af os selv da
det hele var overstået! En fed oplevelse vi sent glemmer J
Nu er vi hjemme i børnehaven igen
og lavede i går, tirsdag, workshop for lærerne. Vi havde valgt at fokusere på
blodsukker og fysisk aktivitet, da vi allerede i første uge observerede hvor
meget sukker der spisers her i børnehaven, samt hvor fysisk inaktive lærerne
er. Så vi valgte at give dem viden omkring det skjulte sukker i f.eks. cola,
kiks og slik. Vi var inden workshoppen lidt nervøse for om niveauet hvor for
højt for dem i og med de intet engelsk forstår. Så vi valgte at forklare
blodsukker helt ned i mindste detalje, så vi var sikre på at alle ville få
noget ud af det. Vi havde udarbejdet en powerpoint med en masse facts og en
video omkring blodsukker, netop for at gøre det mere forståeligt for lærerne.
Imens vi fortalte oversatte vores vejleder Ha alt hvad vi sagde J
Vi ville gerne overraske lærerne
med facts som de ikke vidste noget om, og valgte derfor at fokusere på sukker i
cola, kiks, slik og frugt. Og jeg skal da love dig for at de blev overraskede
over hvor meget sukker en halv liter cola indeholder. De fleste gættede på 5
eller 10 sukkerknalder, men da vi fortalte at cola faktisk indeholder 25
sukkerknalder, var de alle meget overraskede – det var virkelig fedt at kunne
overraske dem med noget som de ikke vidste noget om. Og det er forhåbentlig
blevet stof til eftertanke for dem; det var i hvert fald det der var målet med
vores workshop. Derudover fik vi lærerne til at smage på rugbrød, samtidig med
de fik et stykke hvidt brød, netop for at visualisere for dem hvor stor forskel
der er på hvidt brød og mørkt brød. Desværre bryder flere af dem sig ikke om
rugbrød, og det er svært at købe i Vietnam, så det er selvfølgelig ikke så nemt
at ændre deres spisevaner her. Men vi spurgte om de kunne se forskellen på
brødene, og de kunne de da heldigvis godt J
Derudover vidste vi forskellen på de hvide mariekiks de spiser og nogle lidt
mere fiberrige kiks. De var meget overraskede over at de helt hvide kiks de
spiser rent faktisk er usunde, for de bryder sig ikke om dem med fiber i
fortalte de. Det er meget mærkeligt og så langt fra vores madkultur, hvilket er
noget svært at vænne sig til. Efter vores foredrag uddelte vi en quiz til
lærerne, netop for at sikre os at de havde hørt efter. Og de havde de, stort
set alle havde alle spørgsmålene rigtige. Virkelig dejligt at sidde tilbage med
en følelse af at havde lært lærerne noget. Efter workshoppen kom flere af
lærerne hen for at rose os for vores foredrag og den viden vi havde givet dem.
De var virkelig overrasket over mange af de ting vi havde fortalt dem og flere
af dem sagde at de havde fået rigtig meget ud af workshoppen.
